Opdater Google Analytics indstillinger

Her kan du ændre dine indstillinger for Google Analytics. Tryk på den grønne, hvis det er ok, at vi aktiverer Google Analytics, og tryk på den røde knap, hvis du ikke ønsker, at vi aktiverer Google Analytics. Vi bruger Google Analytics til at indsamle data om, hvordan vores besøgende bruger hjemmesiden, så vi kan blive ved med at forbedre hjemmesiden og brugeroplevelsen.

Hvad er en faktura?

En faktura er et dokument, der mellem to parter – en køber og en sælger – opfattes som en anmodning om betaling af varer eller ydelser. Det er dig som sælger, der udsteder fakturaen. En vare er f.eks. en fysisk genstand, og en ydelse kan f.eks. være et stykke arbejde såsom håndværksarbejde, undervisning, terapi, eller et foredrag. Fakturaen udstedes typisk samtidig med at varen leveres. Hvis ikke, altså hvis leveringsdatoen er forskellig fra fakturadatoen, kan du skrive leveringsdatoen i Kommentar-feltet af fakturaen.

Momsloven inkluderer en generel pligt til at udstede fakturaer. Der er dog en del undtagelser til den generelle faktureringspligt. F.eks. kan man nogle gang nøjes med at bruge forenklede fakturaer og kvitteringer. Det kan du læse mere om i vores artikel Hvad er en kvittering i afsnittet regler for forenklede kvitteringer.

Når du udsteder en faktura, skal du aflevere en kopi til køberen, og gemme en kopi til dig selv. kvitteringsblok.dk gemmer automatisk en kopi af alle dine fakturaer, og du kan også downloade fakturaen som PDF. Du må ikke slette eller ændre en faktura, som du allerede har afleveret til køber. I stedet skal du ved returnering af varer – eller ved ændringer i prisen – udstede kreditnota (negativ faktura) eller efterbetalingsfaktura (for merprisen). (Kreditnotaer kommer snart til kvitteringsblok.dk)

Virksomheder, der ikke er momsregistrerede med CVR-nummer, må ikke anføre momsbeløb på fakturaer. Med kvitteringsblok.dk er det derfor ikke muligt at tilføje moms, hvis du har oprettet dig som bruger uden CVR-nummer.

Hvilke oplysninger skal en faktura indeholde?

Der er selvfølgelig en masse formkrav til, hvad en faktura SKAL indeholde. kvitteringsblok.dk holder selvfølgelig styr på alt dette, men det kan være rart at kende reglerne alligevel 😊. Her er listen:

  • Fakturadato (den dag fakturaen udstedes)
  • Leveringsdato for varerne/ydelserne, hvis denne er forskellig fra fakturadato
  • Fakturanummer
  • Sælgers navn, adresse og eventuelt momsregistreringsnummer (CVR-nr. eller SE-nr.)
  • Købers navn, adresse og eventuelt momsregistreringsnummer
  • Beskrivelse og mængde af varen/ydelsen
  • Enhedspris, moms, og eventuel rabat
  • Gældende momssats og det momsbeløb, der skal betales
En faktura indeholder desuden normalt betalingsoplysninger såsom betalingsfrist (også kaldet forfaldsdato) eller betalingsdato. Når du opretter fakturaer på kvitteringsblok.dk, kan du vælge mellem "Er betalt" eller "Skal indbetales til min bank". Hvis fakturaen ikke allerede er betalt, vælger du endvidere betalingsfrist enten med antal dage fra dags dato eller ved at bruge dato-vælgeren.

Eksempel på faktura kvitteringsblok.dk
Eksempel på faktura fra kvitteringsblok.dk

BEMÆRK: Ovenstående forklaring er forsimplet og ikke udtømmende i forhold til regler og love vedrørende fakturaer. Vi henviser til www.skat.dk for officielle vejledninger og regler.